Om Mad og Måltider

I over 20 år har Københavns Kommune prioriteret indsatsen for mad og måltider højt. Fra frokosten til de mindste i vuggestuen over skolemaden til de måltider vi hver dag serverer for byens ældre borgere og i vores mange tilbud.

Vi tilbereder i Københavns Kommune dagligt 70.000 måltider og har i løbet af årene gennemført en ambitiøs omlægning, så næsten 90 procent af maden i de kommunale måltider i dag er økologisk. Men vi har ikke kun haft øje for det økologiske. For samtidig har vi løftet sundhed, kvalitet og velsmag til gavn for alle københavnere, der spiser deres måltider i kommunalt regi, fx på skoler, i daginstitutioner, på plejehjem, i sociale tilbud og i byens klub- og fritidstilbud.

Vi har fokus på det, vi kalder madglæde. Det rummer alle aspekter af måltidet. Både råvarerne, tilberedningen, smagen og ikke mindst, hvordan vi sammen spiser måltiderne.

Vi tænker også i hele vejen rundt, når vi nu sætter markant og målrettet ind for at mindske klimaaftrykket fra de københavnske måltider. For undersøgelser viser, at fødevareforbruget står for 25 procent af det samlede klimaaftryk. Og hvis Københavns Kommune skal nå sit mål om at gennemføre en reduktion af klimaaftrykket på mindst 25 procent pr. indbygger inden 2025, er mad – og måltider en vigtig del af indsatsen.

Læs mere om vores indsatser i vores Mad – og Måltidsstrategi.