For dig, der arbejder i et socialt tilbud

Måltidet er ofte med til at øge følelsen af fællesskab og mindske følelsen af ensomhed. Når det socialpædagogiske arbejde med udsatte borgere også har et madpædagogisk sigte, som rækker udover at mætte, kan det være med til at højne trivslen for borgerne.

Københavns Kommunes Mad- og Måltidsstrategi

I 2019 fik vi en ny Mad- og Måltidsstrategi i Københavns Kommune. Strategien fortsætter de seneste mange års satsning på økologi og madkvalitet. Vi har allerede reduceret CO2-aftrykket fra kommunens samlede fødevareindkøb med 25 procent, og er tæt på 90 % økologi. Vi arbejder forsat med målene i strategien, hvor vi også vil nedbringe madspild og styrke det gode måltid. 

Jeres indsats i de københavnske institutioner er helt afgørende for, at vi kan nå i mål med bæredygtige måltider, hvor velsmag, godt håndværk og madglæde er i højsædet.

Rådgivning kan understøtte jeres arbejde

Som daginstitution, skole, klub eller fritidsinstitution i Københavns Kommune kan I få rådgivning til at styrke arbejdet med maden og måltiderne – både den kulinariske del og den pædagogiske del. Rådgivningen skal understøtte og styrke jeres arbejde med bæredygtige, klimavenlige måltider og være med til at omsætte Københavns Kommunes mad- og måltidsstrategi til konkrete handlinger. 

Meyers Madhus yder gratis rådgivning og afholder gratis kurser for kommunens over 1000 institutioner og tilbud indtil slutningen af 2028.

Sammen om det gode måltid

Vi samarbejder med Meyers Madhus om at skabe endnu bedre måltider i de københavnske institutioner og tilbud. Sammen har vi fokus på velsmag, kvalitet og madglæde og løfter den grønne dagsorden med bæredygtige, klimavenlige måltider og mindre madspild.