Fokus på sund, velsmagende og klimavenlig mad
I uge 40 i september 2023 vil Københavns bybillede være præget af retter lavet i Københavns Kommunes institutioner med små klimahelte, der gør opmærksom på, at vi i Københavns Kommune har velsmag, sundhed, klima og økologi på menuen. Rødder, bælgfrugter og kålhoveder bliver markører i Københavns Kommunes nye mad og- måltidskampagne, men deres underjordiske rodnet tager del af en meget større vision for et klimavenligt København.
Kampagnen er en del af Mad- og Måltidsstrategien, som i 2019 blev vedtaget gennem Borgerrepræsentationen. En ambitiøs strategi med ’madglæde’ som overskrift, der skal bidrage til et sundere og mere klimavenligt København, hvor målet blandt andet er at reducere kommunens samlede CO2-aftryk med 25% pr. indbygger inden 2025.
Mad- og Måltidsstrategien afføder nu en særlig indsats til og med uge 50, hvor Københavns Kommune præsenterer jer københavnere for klimavenlige opskrifter, grønne råd og inspiration til, hvad I med god samvittighed kan fylde i køleskabet.
Men hvordan kommer de grønne måltider fra institutionernes køkkener og byrumsplakaterne og ind til københavnernes egne spiseborde?
Ærter grønt på menuen?
Hver dag koger, steger og bager det dygtige køkkenpersonale i Københavns Kommune 70.000 velsmagende og klimavenlige måltider. Kampagneplakaterne, der vil kunne ses i byrummet fra uge 40, vil vise tre forskellige af disse retter, som er blevet serveret i en SOF-, en BUF- og en SUF-institution. Plakaterne skal inspirere københavnerne til en grønnere livsstil og vise, at Københavns Kommune allerede er i gang med at sikre, at børn, elever og beboere, som får mad fra vores institutionskøkkener, har glæde af at spise den sunde, velsmagende og klimavenlige mad. Måltiderne på plakaterne fås også som opskriftskort, der uddeles i flere af kommunens institutioner i starten af kampagneperioden.
Endnu et led i kampagnen er køkkenhacks, for hvordan får man brugt det sidste knoldselleri, og er der egentlig smag i stilken på krydderurterne? Sådanne spørgsmål vil tre passionerede køkkenansatte komme med tips og tricks til i videoer, som vil blive delt på Københavns Kommunes sociale medier. Køkkenhacksne er et alsidigt format, hvor de køkkenansatte fx også kommer med forslag til, hvordan hakkekødet skiftes ud med linser i Spaghetti Bolognesen.
Som en del af indsatsen opretter vi også Københavnernes klimakogebog. Kogebogen bliver et website, hvor vi håber, I som københavnere vil dele jeres egne klimavenlige opskrifter med andre københavnere, eller selv gå på udkig efter inspiration til den næste klimavenlige yndlingsret.
Et særligt dommerpanel bestående af madeksperter fra KK’s egne køkkener være med til at udvælge de allerbedste klimavenlige opskrifter, som københavnerne i kampagneperioden har budt ind til klimakogebogen. De udvalgte opskrifter vil ende som en to-ugers madplan som til slut i kampagnen uddeles til københavnerne ved et afsluttende event og på sociale medier.